Biofuel Express, OK og DCC Energi samarbejder om Padborgs største truckanlæg, som åbner torsdag d. 29. juni. Anlægget har 10 baner til tankning og en samlet tankkapacitet på 300.000 liter fordelt på HVO, GTL, diesel og AdBlue. Dermed udbygger de tre selskaber nu betragteligt den tunge transports adgang til brændstoffer i grænselandet. Truckanlægget ligger tæt ved afkørsel 75 på E45 – nærmere bestemt Kilen 4 – og lige op til det hastigt voksende erhvervsområde i det nordlige Padborg. Det nye anlæg udbygger forsyningen af brændstof væsentligt i et af landets helt store logistikknudepunkter. Til en start er det OK og Biofuel Express, der åbner, mens Shell-delen af truckanlægget følger trop om et par uger.

Ved de nye high speed-standere kan lastbiler og busser foruden almindelig diesel og AdBlue tanke alternative brændstoffer som HVO og GTL. Og anlæggets design tager også højde for en fremtidig udbygning med elladning til lastbiler.

Deltag i åbningsfesten
I forbindelse med åbningen byder vi blandt andet på morgenbrød og kaffe. Senere på dagen serveres der pølser og drikkevarer. Ydermere tilbyder Euromaster gratis kontrol af dæktryk og DAF Danmark fremviser deres lastbiler.
Læs det fulde program

Den fulde palette af brændstoffer
Netop muligheden for at give kunderne adgang til hele paletten af brændstoffer til den tunge trafik har været centralt i samarbejdet om det nye truckanlæg. Det fortæller Martin Sebastian Agdal fra Biofuel Express, der er ejer af matriklen og har indgået en aftale med OK og DCC Energi, som driver de danske Shell stationer.

”Vores fokus har fra start været at etablere et anlæg, der forbedrer transportbranchens adgang til brændstof. I samarbejde med OK og DCC Energi kan vi favne branchens behov for både traditionel diesel og AdBlue samt alternative brændstoffer som HVO og naturgasbaseret GTL. HVO Renewable Diesel er fuldt kompatibel med alle moderne dieselmotorer og kan reducere CO2-udledningen med op til 90%,”

Og behovet for tilgængelighed og kapacitet tæt ved grænsen har også været et afgørende element for DCC Energis beslutning om at gå med i samarbejdet. Det fortæller Søren Møller Maretti, direktør Mobility i DCC Energi.

”Vi har længe ønsket at styrke Shell netværket i Padborgområdet. Og da vi har gode erfaringer fra andre fælles anlæg i fx Køge og Vejle, gav det god mening at gå ind i projektet. I fællesskab dækker vi den tunge trafiks behov for nem adgang til både traditionelle og alternative brændstoffer,” siger han.

Hos OK har man ligeledes ledt efter en mulighed for at udbygge den nuværende kapacitet, til nu at have tre stationer i grænseområdet. Så markedschef, Henrik Dehn, fra OK er yderst tilfreds med at være en del af trekløveret bag Padborgs nye store truckanlæg, der åbner torsdag den 29. juni.

”Det er ingen hemmelighed, at der i Padborg har været et behov for at få etableret et moderne anlæg uden for byen, hvor den tunge transport nemmere har adgang. Det er vi lykkedes rigtig godt med på en placering, hvor vi også er umiddelbar nabo til flere af de danske virksomheder, der lige nu udbygger deres logistikset-up i Padborg,” siger han.

Overblik over standere på Padborgs nye truckcenter
Biofuel Express har fire standere, hvor der kan tankes HVO100 Renewable Diesel, diesel og AdBlue.
DCC Energi har tre standere, hvor der kan tankes Shell GTL Fuel, Shell FuelSave Diesel og AdBlue.
OK har fire dieselstandere, hvor der kan tankes OK Diesel og to AdBlue-standere.

Anlægget har en samlet kapacitet på 300.000 liter.